Til minde om Jørgen Hanefeld-Møller

I synæstetisk sammenvær,
der er man som man er.
Tre Karl’er står for os i dag,
Som udtryk for vor sag.
Materiens – der er jo Marx,
Og svampens Karl Jo-han.
Den danske sangs – vi hører straks,
Carl Nielsen er vor mand.
          Vigsø, oktober 1980

Med hermelin om Jordens pol
- med stille vintersol,
En fugl i bur af snekrystal,
Afventer livets kald.
Vor stjerne banker i dens bryst,
Dybfrossent forårs røst.
De røde fjer indgyder mod,
Er tankens hjerteblod.
            Himmelev, december 1982

I 1980 fik vi råd til huset på Fjordparken i Himmelev. Huset er fra 1912, så Jørgen fik for alvor brug for sin håndværksmæssige evner.

I disse år var Jørgen og hans far sammen på vandreture blandt andet på hærvejen. Det gav anledning til en god snak mellem far og søn.

De første fælles rejser var med lavt budget og højt udbytte. Jørgen tog initiativ til deltagelse i foredragsrækker på Folkeuniversitet om Roms historie og gotiske katedraler i Paris og omegn, og vi afsluttede med rejser til de historiske steder.

Vi arvede en bil efter Jørgens onkel. Jørgen tog aldrig kørekort, men han sørgede for, at bilen var i orden inden vi kørte sydpå. Det blev til mange bilferier i Frankrig, først med telt og senere i en hyggelig vingård i Provence, der var ombygget til ferielejligheder. Jørgen lærte sig så meget fransk, at vi uden problemer kunne færdes og leve i Frankrig.

Risø havde altid stået som noget eventyrligt, nyt og spændende for Jørgen og i 1985 det lykkedes for ham at blive ansat som tekniker. Efter kort tid deltog Jørgen i etablering af Risø-foreninger for kultur og vin.

Den 19.9.1991 giftede vi os. Kort tid efter mistede Jørgen først sin mor og året efter sin far. Vi forsøgte at bevare forældrenes bolig i Nørresundby som en feriebolig, men det blev for besværligt at passe et hus i byen tilstrækkeligt godt. Vi købte i stedet et sommerhus med skov i Gistrup, som blev vores åndehul i nogle år. I samme periode fik vi lejlighed til at rejse på ferie i USA, den første store rejse.

Jørgen arvede en del papirer om hans familie, og interessen for at studere slægten opstod. Han blev ferm til at surfe på nettet og opdagede mange interessante familierelationer, som straks blev emne for udflugter og ferier. Vi blev sågar værter og forlovere for et norsk brudepar med relation til Jørgens familie.

I 1997 tog vi det helt store spring og rejste til Australien. Vi tilrettelagde en rejse med alle højde-punkterne. Men vi oplevede også meget, vi ikke var forberedte på, og det kunne Jørgen naturligvis ikke leve med. Så han sørgede for vi kom på højskole og på et weekendseminar på RUC om Australiens kulturhistorie. Jørgens evne til at skabe nye relationer endte med, at han fik flere af sine billeder med i ”Turen går til Australien”. Det blev til endnu to rejser til Australien.

En anden lille serie rejser handlede om Italiens vulkaner, hvor Jørgen igen fik skabt så nære relationer til rejselederen, en tidligere kvit-eller-dobbelt vinder i vulkaner, at vi blev inviteret hjem til ham for at se en gammel sort-hvid film optaget på Stromboli.

Den sidste store rejse gik til Nordøstgrønland. En gruppe biologer søgte deltagere til de ledige pladser på deres ekspedition – et tilbud Jørgen fandt på sin daglige surf på nettet.

En aften i december 2000 fik Jørgen smerter i brystet. Jørgen indvilgede i at søge læge - næste dag, og spadserede til hospitalet, hvor han blev indlagt. Han havde haft en relativ stor blodprop i hjertet. Det blev anledningen til at vi byggede et nyt hus i Svogerslev, et hus med de bedste fysiske rammer for sygdommen. For godt to år siden begyndte Jørgen på dialysen. En udfordring, som vi var forberedte på og som ikke forhindrede os i kortere ferier i Danmark og Tyskland. Men det sidste halve år fik sygdoms-udviklingen i en uventet drejning, også for lægerne, og nu er det slut.

Det blev et liv med mange planer - de fleste blev fulgt. Jørgen var umættelig med hensyn til viden og oplevelser, og ikke meget undgik en kritisk bearbejdning. I samtalerne blev man udfordret på holdning og mening, til tider irriterende, men lærerigt.

Julie var altid i Jørgens tanker. Han følte sig som Verdens heldigste far, svigerfar og morfar. Han var ikke til de store kærlighedsytringer, men et ekstra knus, et tryk i hånden, et kærligt blik. Han glædede sig til at se, hvordan Carl og Signe ville forme deres liv.

 Jørgen vil blive savnet.

Eli