Fødeselsdagsskrift til Jørgens moster:
https://docs.google.com/file/d/0B0pMuUXqd8T1dzlaSTZxZ0FWdTA/edit?usp=sharing
En beretning om
Pinds Mølle:
https://docs.google.com/file/d/0B0pMuUXqd8T1VGZ2WEZ1c05Gb1U/edit?usp=sharing
Uddrag:
For at komme over til møllen, skulle
man over et primitivt gangtræ. På møllen kunne man købe mel, gryn eller ål fra hyttefadene. I den lave møllestue var et åbent ildsted med lænken, hvori gryden hang, og trefoden ved siden. På bjælken
ved ildstedet hang røgede fårelår og pølser. I haven langs med mølledammen var der gamle æbletræer, Gråsten og Peblinger.
Møllerenken havde to dygtige svende på møllen: Anders Brønn
og Anders Langballe. Den sidste havde været der fra dreng af, han var en rar og rigtig lun jyde, som havde et lydhørt øre for det komiske og kunne gengive det på sin tørre og lune måde. Anders Brønn var en frisk
ung mand, og de to arbejdede godt sammen. Det gik godt i flere år, mens børnene voksede til.
De Pindsmølle døtre var vel ansete og velklædte, altid ganske ens i tøjet, ligesom de var store til: Mette og Maren
ens, Signe og Karen ens og enten lignede de udpræget moderen eller udpræget faderen. De, som lignede moderen, var smukke, kraftige, statelige af skikkelse, mens de, som lignede faderen, var høje, tynde, lidt knoklede med markerede ansigtstræk,
men med et venligt smil om munden og en spøg på læben.
Mette blev forlovet med Anders Brønn, de blev gift og fik møllen i for¬pagtning, og der blev bygget noget om til dem. Maren rejste ud som stuepige først
på en stor gård, senere i København hos en høker og derefter i et kunstnerhjem. Der var hun glad for at være. Hun skulle ikke hedde Maren, sagde fruen, det var et grimt navn til en pæn pige, så blev hun kaldt Marinsa.
På møllegården dyrkedes hør og beredte den, hvilket er et stort arbejde. Derefter spandt de og lavede lærred, de spandt endog tråden, de syede med. De spandt også uld og fik vævet tøj, både
til mændene og kvinderne. De lavede lys af fåretalgen og bagte honningkager. Varerne blev solgt på Ry marked. Møllerkonen stod ikke som en fattig hvedebrødskone, hun bar sin mørkeblå fløjlskåbe med
hægter og spænder af sølv.
Møllersvenden Anders Langballe fik en kurv af af møllerdøtrene, så han rejste til Californien, som just var opdaget. Der blev han guldgraver og var borte i mange år. Han
kom tilbage som en holden mand, men tog igen til Pinds Mølle (nye ejere), trak i sine gamle møllerklæder og gik i møllen. Der var han i mange år indtil han rejste til den store verdensudstilling i Chicago. Men her mistede han
det ene øje ved en jernbaneulykke. Da han kom hjem tog han til sit fødehjem Langballe i Addit, fordi de gamle venner var borte. Han hjalp de nye ejere af hans fødehjem med penge, så de kunne bygge ejendommen om. Der blev han til
sin død. Da han var i 80erne fik han ondt i det øje, han kunne se med, og var lige ved at blive blind. Men så tog han til Horsens og fik en øjenoperation. Hans øje kom sig, og han kunne læse avisen uden briller. Da han
fyldte 100 år, var hans billede i alle aviser.